Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvordan var de ti tiltrædende landes tilknytning til Rådet frem til den 1. maj 2004?Svar
De ti lande, som afsluttede optagelsesforhandlingerne med EU på topmødet i København i december 2002, var tilknyttet Rådet på følgende måde indtil den 1. maj 2004:
Perioden frem til den 1. maj 2004, kaldet interimsperioden, er opdelt i to faser, hvor første fase omfatter perioden frem til undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten den 16. april 2003 mens anden fase dækker perioden fra undertegnelsen og frem til optagelsen den 1. maj 2004.
I første fase iværksættes den såkaldte informations- og konsultationsprocedure, der blandt andet indebærer, at materiale (beslutningsforslag, meddelelser, anbefalinger eller initiativer), som vil indgå i grundlaget for EU-beslutninger, skal forelægges de tiltrædende lande efter oversendelse til Rådet. Såfremt et tiltrædende land fremkommer med en velbegrundet anmodning herom, kan det fremlægge eventuelle problemer knyttet hertil i en særlig interimskomite, bestående af repræsentanter fra medlemslandene (medlemmer af Coreper eller personer udvalgt heraf) og de tiltrædende lande. I tilfælde af at alvorlige problemer fortsat består efter konsultationer i interimskomiteen, kan et tiltrædende land tillige anmode om, at sagen rejses på ministerniveau.
Det bemærkes, at de tiltrædende lande i særlige tilfælde kan anmode om midlertidige overgangsarrangementer i forhold til EU-beslutninger truffet i perioden fra den 1. november 2002 (den fastsatte "cut-off date" for medtagelse af nyt acquis i optagelsesforhandlingerne) til undertegnelsen den 16. april 2003.
I anden fase vil de tiltrædende lande endvidere som udgangspunkt opnå aktiv observatørstatus i alle rådsformationer. Aktiv observatørstatus indebærer ret til at tage ordet i alle sager som omhandler videreudvikling af acquiset, eller i forbindelse med andre spørgsmål som har virkning efter landenes tiltrædelse. Rådet vil dog forbeholde sig ret til at mødes uden de tiltrædende landes deltagelse, f.eks. ved drøftelser af relationer med kandidatlandene i forbindelse med udvidelsesprocessen.
De valgte arrangementer for interimsperiodens to faser svarer i væsentligt omfang til de arrangementer, der anvendtes i forbindelse med den forrige udvidelse. (kilde: Udenrigsministeriet)
Sidst opdateret: 27/02/03