Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvad går tips-monopolsagen ud på?Svar
Den såkaldte tips-monopolsag vedrører den danske lovgivning for sportsrelaterede spil.
Sagen, der startede tilbage i foråret 2004, handler om, hvorvidt den danske lov om visse spil, lotterier og væddemål er forenelig med EF-traktatens artikel 49 om den frie udveksling af tjenesteydelser. Det er Kommissionens opfattelse, at det danske monopol (Danske Spil) for sportsspil er i strid med bestemmelserne om tjenesteydelsers fri bevægelighed, hvorimod det er den danske regerings opfattelse, at de danske restriktioner på området er begrundet i tvingende almene hensyn.
Åbningskrivelsen
Den 30. marts 2004 modtog Danmark en såkaldt åbningsskrivelse fra Kommissionen (læs om åbningsskrivelser her). Åbnings- og svarskrivelser er normalt ikke offentligt tilgængelige, men Skatteministeriet har i et notat af 1. juli 2004 redegjort for indholdet af Kommissionens åbningsskrivelse samt regeringens svar herpå.
Det fremgår af notatet, at Kommissionen i åbningsskrivelsen redegør for, at den danske lovgivning som udgangspunkt indebærer begrænsninger i etableringsfriheden og den fri udveksling af tjenesteydelser, og at sådanne begrænsninger kun anerkendes, hvis de er begrundet i tvingende almene hensyn og står i et rimeligt forhold til det tilstræbte formål (se også Kommissionens pressemeddelelse).
Disse krav er efter Kommissionens opfattelse ikke opfyldt, da den danske lovgivning kan opfattes som begrundet i et ønske om at finansiere velgørende eller almennyttige formål, hvilket ikke i sig selv er en objektiv begrundelse for begrænsningerne. Den danske lovgivning forekommer også begrundet i hensynet til at sikre den danske stat indtægter, hvilket er et ulovligt hensyn.
Kommissionen påpeger yderligere, at Tipstjenestens (nu Danske Spil) markedsføring og lancering af nye spil viser, at myndighederne ansporer og opmuntrer forbrugerne til at deltage i spil, hvilket efter Domstolens praksis indebærer, at Danmark ikke kan påberåbe sig hensynene til forebyggelse af ludomani og forbrugerbeskyttelse som begrundelse for spillemonopolet.
Endvidere er argumenterne om hensynet til at forebygge økonomisk kriminalitet og forhindre hvidvaskning af penge efter Kommissionens opfattelse ikke en gyldig begrundelse for et spillemonopol.
I Danmarks svarskrivelse, argumenterer den danske regering for, at den danske spillelovgivning er i fuld overensstemmelse med EU-retten, da den danske regulering af sportsrelaterede spil indgår i en samlet regulering af spilområdet, og at denne samlede regulering skal udgøre en sammenhængende politik, hvor det frie spillemarked på visse punkter begrænses af hensyn til varetagelsen af en række væsentlige hensyn.
Regeringen benægter ikke, at lovgivningen medfører begrænsninger i etableringsfriheden og tjenesteydelsers fri bevægelighed, men argumenterer for at disse begrænsninger er begrundet i tvingende almene hensyn, hvilket er anerkendt i Domstolens hidtidige praksis på området.
Regeringen redegør yderligere for, at hverken lovgivningen eller Tipstjenestens markedsmæssige adfærd kan opfattes som udtryk for, at myndighederne ansporer eller opmuntrer forbrugerne til at deltage i spil i et sådant omfang, at Danmark efter EF-Domstolen praksis er afskåret fra at påberåbe sig de tvingende almene hensyn bag lovgivningen som begrundelse for restriktionerne. Regeringen fremhæver, at Tipstjenestens markedsføring og politik med hensyn til lanceringen af nye spil tværtimod ikke går ud over rammerne for, hvad der må anses for nødvendigt med henblik på at danskernes spilleaktivitet styres og kontrolleres, så det er muligt at varetage de overordnede hensyn, som er bærende for hele reguleringen.
Danmark modtager en supplerende åbningsskrivelse
Den 10. april 2006 modtog Danmark en supplerende åbningsskrivelse. Det skete i forbindelse med, at seks andre medlemsstater tilsvarende blev bedt om at redegøre for deres nationale lovgivning om udbud af spil. Kommissionen skriver i deres pressemeddelelse fra den 4. april 2006, at undersøgelsen er sat i værk efter en række klager fra spilletjenesteudbydere. I Skatteministeriets notat til Folketingets Europaudvalg af 30. juni 2006 er der redegjort for indholdet af Kommissionens supplerende åbningsskrivelse samt regeringens svar herpå.
Kommissionen sender en begrundet udtalelse
Kommissionen har efterfølgende vurderet den danske regerings svar på den supplerende åbningsskrivelse. Efter Kommissionens opfattelse "er restriktionerne ikke forenelige med gældende EU-lovgivning, og de foranstaltninger, [Danmark] har truffet for at begrænse det frie udbud af sportsvæddemålstjenester, er ikke blevet dokumenteret at være nødvendige, proportionale og ikke-diskriminerende" (se Kommissionens pressemeddelelse af 21. marts 2007). Den 21. marts 2007 valgte Kommissionen derfor at sende en såkaldt "begrundet udtalelse" til Danmark, hvori Kommissionen beder den danske regering om at ændre spilleloven.
Den danske regering sendte sit svar på den begrundede udtalelse til Kommissionen den 6. juni 2007. I svaret fastholder regeringen at "den begrundede udtalelse ikke giver den danske regering grund til at ændre på de konklusioner, som regeringen allerede drog i sit svar på Kommissionens åbningsskrivelse og gentog i sit svar på den supplerende åbningsskrivelse" (se notat om regeringens svar her).
Hvad sker der nu?
Næste skridt mod en eventuel retssag er, at Kommissionen vurderer den danske regerings svar på den "begrundede udtalelse". Først herefter kan Kommissionen tage stilling til, hvorvidt der skal anlægges sag ved EF-Domstolen (du kan læse meget mere om proceduren for traktatbrudssager her).
Læs mere
Den danske tips-monopolsag er relateret til den såkaldte Gambelli-sag vedrørende det italienske spillesystem (EF-Domstolens dom af 6. november 2003), som du kan læse her
Link til Gambelli-dommen
Skatteministeriets besvarelse af spørgsmålet "Der ønskes en redegørelse for status i Kommissionens undersøgelse af restriktioner for spiludbydere i Danmark. I lyset af sagens alvor anmodes om en orientering om, hvilke tiltag regeringen har foretaget for at sikre, at Danmark kan opretholde Danske Spils særstilling.
Link til Skatteministeriets besvarelse af 25. september 2006 (alm. del - svar på spørgsmål 70 (2005-06)).
Undersøgelse om EU-landenes spillelovgivning udarbejdet af Swiss Institute of Comparative Law (juni 2006). Undersøgelsen er udarbejdet på foranledning af Kommissionen.
Link til undersøgelsen på Kommissionens hjemmeside
|
Udover Danmark har også Ungarn og Finland modtaget en såkaldt "begrundet udtalelse" fra Kommissionen. Det skete den 21. marts 2007. Derudover sendte Kommissionen den 27. juni 2007 en begrundet udtalelse til Frankrig og Sverige vedrørende landenes nationale lovgivning for sportsspil samt en åbningsskrivelse til Grækenland. En række andre lande, heriblandt Nederlandene, Italien og Tyskland, har også i løbet af 2006 modtaget åbningskrivelser fra Kommissionen vedrørende deres nationale spillelovgivninger. |
Sidst opdateret: 06-08-2007 - Hella Møller Rasmussen