Spørgsmålets fulde ordlyd:
Svar fra EU-OplysningenSvar
Ni af de forslag, som Kommissionen har fremsat siden 1993, er blevet mødt med et veto fra Europa-Parlamentet.
Tre af de ni sager blev afvist i Maastricht-perioden, dvs. perioden inden den fælles beslutningsprocedure blev reformeret i forbindelse med Amsterdam-traktaten. De tre sager i Maastricht-perioden omhandler taletelefoni (juli 1994), biopatenter (1995) og Investeringsinstitutter (1998).
De fem eksempler på forslag, der er blevet forkastet efter Amsterdamtraktatens ikraftræden, handler om det såkaldte overtagelsesdirektiv i 2001 (KOM 1995/655) og direktivet om havnetjenester i 2003 (KOM 2001/35), der begge blev forkastet af Europa-Parlamentet efter 3. behandlingen i den såkaldte forligsprocedure.
Derudover har Europa-Parlamentet forkastet direktivforslaget om computer-implementerede opfindelsers patentbarhed ved 2. behandlingen i juli 2005 (KOM 2002/92).
Endelig har Europa-Parlamentet allerede ved 1. behandlingen udtalt af følgende tre forslag ville blive afvist, selv om Parlamentet i følge traktaten formelt først kan afvise forslag efter 2. behandlingen. Det drejer sig om direktivforslaget om havnetjenester forkastet i januar 2006 (KOM 2004/654), forslaget om en forordning om erstatning ved manglende kontraktlige forhold i forbindelse med jernbanefragt (KOM/2004/144) og forslaget om human fældefangt i november 2005 (KOM 2004/532).
Mere information
Hvordan fungerer den fælles beslutningsprocedure?
Oprettet: 10/07/2006/ANDK